Erhvervspsykolog har samlet seks råd til, hvordan medarbejdere og chefer kan forbedre fællesskabet på jobbet. Foto: Unsplash/genrefoto

6 gode råd: Sådan forbedrer I fællesskabet på jobbet

2. sep 2019
Erhvervspsykolog Mette Thingstrup har samlet seks råd til, hvordan medarbejdere og chefer kan forbedre fællesskabet på jobbet.

Artiklen er bragt i samarbejde med HK/Privatbladet

Et godt samarbejde med kollegerne og et stærkt socialt sammenhold på arbejdspladsen giver os mere lyst til at blive i stedet for at kigge efter et andet job.

Det viser en ny undersøgelse blandt medlemmerne af fagforeningen HK/Privats medlemmer skriver HK/Privatbladet: For 94 procent er et godt samarbejde vigtigt, mens 83 procent også peger på et godt socialt fællesskab.

Men hvordan får man så lige skabt det? HK/Privatbladet har spurgt erhvervspsykolog Mette Thingstrup. Her er hendes seks råd til, hvordan I selv og jeres chef kan forbedre fællesskabet på arbejdspladsen:

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsmiljø her

1. Sæt fokus på kerneopgaven: Hvad er det, vi sammen er her for? Kig op fra den enkeltes opgave og kig i stedet til hele organisationens kerneopgave. Og sæt ledelsen i spidsen for det.

2. Sæt fokus på jeres samarbejde omkring kerneopgaven: Hvordan samarbejder vi om at lykkes med den på tværs i organisationen? Og hvordan bidrager den enkelte til løsningen af opgaven?

3. Ræk selv ud efter at arbejde mere sammen på tværs - forespørg hos din chef, om der er opgaver, som giver dig større interaktion med kolleger andre steder i organisationen.

4. Sig højt til dine kolleger, hvad de kan bidrage med, for at du kan gøre dit arbejde godt. Det kan eksempelvis handle om, at ting bliver afleveret rettidigt til en deadline, og at du får den rette viden om projekter i god tid, så du kan planlægge din tid.

5. Undgå at skære ned på koordineringen (den langsomme tid), selv om I har travlt. Det er en klassisk fejl, når der er travlt. Men det er helt afgørende for at sikre, at der er en sammenhæng i det, I laver.

6. Kend til fællesskabets dynamik, og at der naturligt vil være modsatrettede krav, som kan skabe uenigheder. I skal italesætte dem og turde være professionelt uenige og finde en vej i det - sammen.