20170925-155152-L-1920x1184we
Selvom en indsat bliver testet positiv for covid-19, kan de ikke pålægges brug af mundbind. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ansatte i fængsel frygter corona:
- De er rystede, nervøse og utrygge

16. nov. 2021 11.30
Personalet kan ikke tvinge de indsatte til at bære mundbind, og smittede indsatte kan endda tage på udgang.

De ansatte i Storstrøm Fængsel er utrygge over coronasituationen i fængslet.

Det skriver TV 2 Øst.

LÆS OGSÅ: Ansatte på hoteller og restauranter bliver oftest smittet med corona

Kriminalforsorgen har indført krav om coronapas ved besøg i landets fængsler, men i Storstrøm Fængsel føler de ansatte sig magtesløse, fordi de ikke kan pålægge de indsatte at bære mundbind eller gå i isolation, hvis de bliver smittet med covid-19. Det fortæller Jesper Dalbye, der er tillidsrepræsentant i fængslet, til TV 2 Øst.

De ansatte skal selv bære mundbind, men selvom en indsat bliver testet positiv for covid-19, kan de ikke pålægges brug af mundbind, ligesom de frit kan tage på udgang og køre med bus ind til byen, selvom de har en positiv test med i bagagen.

Og det er "superkritisk," mener tillidsrepræsentanten, der fortæller om stor usikkerhed og frygt for smitte blandt kollegerne.

- De er rystede, nervøse og utrygge og kan ikke forstå, at vi pålægges at gå med mundbind, når de indsatte ikke kan pålægges det. Og de er rystede over, at de indsatte må gå på besøg uden at fortælle om, at de er smittede, siger Jesper Dalbye til TV 2 Øst.

I skrivende stund er mindst 13 indsatte konstateret smittet med covid-19, og ifølge Jesper Dalbye har smitten spredt sig til to ud af fem afdelinger i Storstrøm Fængsel. Derudover er også en tidligere indsat, der nu er blevet løsladt, konstateret smittet.

TV 2 Øst har forelagt de ansattes kritik for både Justitsministeriet og Kriminalforsorgen. Justitsministeriet er ikke vendt tilbage, men Kriminalforsorgen skriver blandt andet i en mail til TV 2 Øst:

"Kriminalforsorgen gør alt, hvad vi kan for at forhindre smitteudbrud med covid-19 i danske fængsler og arrester. For eksempel bliver der som følge af de nye restriktioner kontrolleret coronapas for besøgende."