20200402-084209-1-1920x1208we
Genrefoto. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Opsang til kommunerne kort før valget:
- På tide, at I tager en alvorlig snak på byggepladser

12. nov. 2021 09.36
Kommuner og regioner skal blive langt bedre til at føre kontrol med social dumping på offentlige byggepladser, mener BAT-Kartellet.

Kontrollen med løndumping og grov udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft halter gevaldigt på kommunale og regionale byggepladser.

Det mener Gunde Odgaard, der er sekretariatsleder i BAT-Kartellet. Kartellet er en samarbejdsorganisation for syv fagforbund, der har medlemmer ansat i bygge- og anlægsbranchen.

LÆS OGSÅ: Risiko for alvorlige ulykker: 17 kommuner svigter bygherre-ansvaret

I et debatindlæg i Altinget slår Gunde Odgaard til lyd for, at både kommuner og regioner skal blive bedre til at prioritere kontrollen med byggepladser, hvor entreprenører ikke overholder arbejdsklausulerne. Opsangen kommer kort før kommunal- og regionrådsvalget på tirsdag. 

"Det er på tide, at landets kommunal- og regionspolitikere tager en alvorlig snak med entreprenørerne på deres respektive byggepladser", skriver han og uddyber:

"Desværre kan vi se, at selvom arbejdsklausulerne efterhånden stilles som et krav i langt de fleste af landets kommuner, så er der desværre mange entreprenører, der ude i virkeligheden blæser dem et langt stykke".

Under halvdelen fører kontrol

Fagforbundet 3F har i 2021 undersøgt, hvor ofte kommuner fører kontrol med, om entreprenører på kommunale byggepladser overholder klausuler, de selv har skrevet under på.

Undersøgelsen viste, at næsten 90 procent af kommunerne har indarbejdet arbejdsklausuler i deres udbuds- og indkøbspolitik.

Alligevel er det kun 40 procent af kommunerne, der har besluttet at lave løbende kontrol med, om klausulerne overholdes.

LÆS OGSÅ: Hvidovre Kommune har sat bygherre-ansvaret i system

Kun 20 procent af kommunerne har en central kontrolenhed svarende til den i Københavns Kommune, der holder øje med social dumping.

Ligesom det kun er omkring halvdelen af kommunerne, der har indgået henholdsvis lærlinge- og arbejdsmiljøklausuler i kontrakter med virksomhederne.

Gør arbejdsmiljøklausuler obligatorisk

I et nyt udspil foreslår BAT-Kartellet blandt andet, at arbejdsmiljøklausuler bliver et obligatorisk element i udbudsmaterialet på linje med arbejdsklausuler. 

"Arbejdsmiljøklausuler er et redskab, der bygger oven på arbejdsklausulerne. Hvor arbejdsklausulerne primært drejer sig om løn- og arbejdsforhold, går arbejdsmiljøklausulerne skridtet videre".

"Arbejdsmiljøklausulerne ligger fuldstændigt i tråd med det europæiske udbudsdirektiv såvel som de danske udbudsregler og giver offentlige bygherrer en lang række redskaber til at sikre et godt, sundt og sikkert arbejdsmiljø på byggepladserne," skriver BAT-Kartellet i sit nye udspil.

Hele udspillet kan læses her.