Vold-bag-tremmer

Dokumentar:
Et arbejde i voldens tegn

28. nov. 2021 10.29
DR’s dokumentarserie “Vold bag tremmer” undersøger i tre afsnit den omfattende krise i fængselsvæsenet.

Fængselsbetjentene i de danske fængsler forsvinder. 100 bliver sygepensioneret om året, og næsten hver syvende betjent, der bliver tilbage i Kriminalforsorgen, har en PTSD-diagnose.

Det danske fængselsvæsen befinder sig i en massiv krise med medarbejderflugt og et arbejdsmiljø i frit fald på grund af vold og trusler. Over 200 betjente forlader hvert år jobbet.

Det er desuden vanskeligt at rekruttere nye medarbejdere, og også eleverne falder fra. Imens stiger belægningen i fængslerne. I Norge er der 1,2 indsat pr. medarbejder. I Danmark er tallet 2,2.

Terapeuten Michael Molin var politibetjent i 18 år. I DR’s dokumentarserie “Vold bag tremmer” undersøger han, hvad der er gået galt bag de danske fængselsmure.

Serien er på tre afsnit, der forsøger at belyse hver deres aspekt af krisen i fængslerne og forsøger at komme bag om årsagerne.

Forråelse og bandernes indtog

Seriens første afsnit stiller spørgsmålet, om det er uundgåeligt, at så mange fængselsbetjente bliver syge, eller om systemet har fejlet. I afsnittet optræder bl.a. Michael Ytting Hviid, der fortæller om den forråelse, der følger af et presset arbejdsmiljø.

Jeg var bange for mig selv. Hvis ikke de (kollegerne, red) var kommet ind, så tror jeg, at jeg havde slået ham ihjel
Michael Ytting Hviid, fængselsbetjent

- Jeg var bange for mig selv. Hvis ikke de (kollegerne, red) var kommet ind, så tror jeg, at jeg havde slået ham ihjel, siger Ytting Hviid om sit voldsomme temperament i en særlig anspændt situation i sin sidste tid som fængselsbetjent.

Andet afsnit handler om bandernes indtog i fængslerne, der har gjort dagligdagen bag murene endnu farligere. Her stilles spørgsmålet, om Kriminalforsorgen har gjort nok for at passe på sine fængselsbetjente.

I afsnittet møder vi bl.a. Thomas, der en dag på vej på arbejde i 2016 ser sin kollega blive skudt foran fængselsporten til Nyborg Fængsel.

"Gerningsmanden stopper op og kigger direkte ind på os, og der tænker jeg, at nu skyder han os" fortæller Thomas.

Læs også: Fængselsbetjente bliver syge af job: 'Vi er nødt til at sige sandheden'

I seriens tredje afsnit stilles der skarpt på, hvordan Kriminalforsorgens krise presser dagligdagen i landets fængsler.

I afsnittet optræder eleven Till Koch, der går til jobbet med et ønske om at gøre en forskel for de indsatte. Han oplever, at han møder modstand fra de ældre kolleger.

Bekræftes af Institut for Menneskerettigheder

‘Volden bag tremmer’  beskriver nøgternt og rystende om et job i velfærds-Danmark, der står i konflikternes, voldens og truslernes tegn. 

Den dystre beskrivelse er senest blevet bekræftet i en rapport fra Institut for Menneskerettigheder, der konkluderer, at Kriminalforsorgen på en række væsentlige parametre er meget presset. Det gælder bemanding, kapacitet, opgaveløsning, arbejdsmiljø og sikkerhed.

Hele dokumentarserien kan streames på dr.dk.