Birgitte Glifberg. Foto: Heidi Sinnet

Corona: Hjemmearbejde giver tid til refleksion

16. mar 2020, 10:00
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]
Hjemmearbejde kan få folk ned i gear og reflektere over arbejdslivet, vurderer ledelseskonsulent og rådgiver Birgitte Glifberg.

Jeg tror, at det er de færreste, som havde forestillet sig, hvordan den nye corona-virus på så kort tid skulle ændre så meget på de danske arbejdspladser og virksomheder.

Regeringen udmeldte den 11.marts 2020 en række vidtrækkende tiltag for at bremse og begrænse udbredelsen af corona-virus i samfundet.

LÆS OGSÅ: Coronavirus presser ansattes arbejdsmiljø

Myndighederne forsøger at passe godt på os alle - og især de svage og udsatte -  og har bl.a. lukket ned for borgerrettede funktioner i kommunerne og sendt mange medarbejdere hjem - for at de kan udføre deres arbejde hjemmefra.

Det samme gælder for mange private virksomheder, som også tager deres forholdsregler og justerer på arbejdsstyrken og sender medarbejdere og ledere hjem for at bremse smittespredningen af corona.

Løfte i flok

Jeg støtter op om regeringen og myndighedernes tiltag. Jeg arbejder selv hjemmefra i øjeblikket i stedet for at opholde mig på mit kontor i et større kontorfælleskab.

LÆS OGSÅ: Keld brød sammen i samtale med datteren

Her tages der naturligvis også forholdsregler for at passe på virksomhederne og deres kunder.

Jeg oplever, at vi alle tager et fælles ansvar og løfter i flok - og det er godt at opleve her i Danmark.

Der vil helt sikkert være nogle, som vil have glæde af at arbejde hjemmefra og måske komme lidt ned i gear i forhold til en almindelig arbejdsdag.

Tid til refleksion

Måske bliver der oven i købet tid til at reflektere lidt over, hvordan arbejdsfællesskabet, trivslen og arbejdsmiljøet er til hverdag, mens man arbejder derhjemme.

Er jeg det rigtige sted med de bedste kollegaer? Eller har jeg lyst til noget andet?

Det vil gøre noget ved arbejdsmiljøet og påvirke hver enkelt af os, at nogle måske kan risikere deres job eller indtægt, hvis situationen fortsætter i lang tid.

Særligt hvis firmaer må lukke eller går konkurs, fordi coronaen kommer til at vare for længe, og den vigtige omsætning er mistet, eller der kommer en finanskrise i slipstrømmen af coronaen.

Derfor er det vigtigt, at arbejdspladser - både private og offentlige -  også tænker på at skabe tryghed, transparens i beslutninger og øget kommunikation blandt ledelse og medarbejdere, så alle ved, hvad der kommer til at ske i denne her krisesituation.