Berit_1_Bred-medium_32
Foto: Pressefoto

Lederne:
Vigtigt med fælles retning for arbejdsmiljøet

6. jan. 2021 11.48
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]
Lederne glæder sig over den nye trepartsaftale om nationale mål for arbejdsmiljø, som blev indgået ved udgangen af 2020. Den nye aftale indebærer nemlig, at de målrettede arbejdsmiljøindsatser styrkes og samtidig forebygger, at mennesker bliver syge eller slidt ned af arbejdet.

Selvom vi i Danmark har et højt niveau for arbejdsmiljøet og udviklingen på flere områder går den rigtige vej, er der fortsat udfordringer med arbejdsmiljøet. Der sker fortsat for mange arbejdsulykker – og omfanget af arbejdsbetinget stress og smerter i kroppen skal ned.

LÆS OGSÅ: Julegave til arbejdsmiljøfolket: Aftale om nye nationale mål på plads

Derfor har det været afgørende for Lederne sammen med regeringen og de øvrige parter på arbejdsmarkedet at få skabt nye nationale mål for arbejdsmiljøindsatsen i Danmark, der med en solid forankring i arbejdsmiljøforskningen baner vejen for en fælles retning for arbejdsmiljøet, som kan sikre et endnu mere trygt og sundt arbejdsmiljø i fremtiden – til gavn for den enkelte medarbejder, der kan få et langt og godt arbejdsliv, såvel som arbejdspladserne og samfundet.

Afgørende med fokus på brancheforskelle og sikring af ledelsesrummet

Hos Lederne har det været et centralt element i aftalen, at den afspejler de store forskelle, der er på arbejdsmiljøproblemer på tværs af brancherne.

For mens der i nogle brancher er behov for en indsats på det fysiske arbejdsmiljø som fx tunge løft, kan der i andre brancher være behov for et fokus på det psykiske arbejdsmiljø; og her spiller lederen en central rolle for, om indsatsen lykkedes.

Skal vi rykke arbejdsmiljøet, er det afgørende, at lederne på den enkelte virksomhed fortsat kan fokusere på de problemer, der er centrale på netop deres arbejdsplads
Berit Toft Fihl, politisk chef, Lederne

Hos Lederne har vi lagt vægt på at sikre, at myndighederne og de andre aktører på arbejdsmiljøområdet får et styrket fælles fokus på prioriterede områder, samtidig med at der stadig er det nødvendige ledelsesrum til lokale prioriteringer og løsninger på de enkelte arbejdspladser. For skal vi rykke arbejdsmiljøet, er det afgørende, at lederne på den enkelte virksomhed fortsat kan fokusere på de problemer, der er centrale på netop deres arbejdsplads.

Lederne er også tilfredse med, at forebyggelse på arbejdspladserne har en fremtrædende plads i aftalen, da forebyggelse er et væsentligt fundament for et godt arbejdsmiljø. Aftalen rækker 10 år ud i fremtiden og hviler på den nyeste forskning.

Dermed sætter de nye nationale mål for arbejdsmiljø altså en klar retning og et højt ambitionsniveau for samtlige arbejdsmiljøaktørers indsats til gavn for hele erhvervslivet, hvor et sundt arbejdsmiljø er alfa og omega for Danmarks fremtidige konkurrenceevne, og for at vi kan fastholde vores placering som et af verdens bedste arbejdsmarkeder med et arbejdsmiljø i topklasse.