20210712-091918-1-1920x1280we
Vuggestue- og børnehavebørn vendte mandag tilbage til landets institutioner efter juleferien. (Arkivfoto) Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Pædagoger er bekymrede:
Har langt højere positivprocent end sygeplejersker

4. jan. 2022 08.22
Pædagogernes fagforening vil have mulighed for at sende børn hjem ved smitte, så antallet af børn tilpasses antallet af pædagoger på arbejde. Minister afviser.

Positivprocenten var højere hos ansatte i landets daginstitutionerne end i sundhedsvæsenet i ugen mellem den 20. til den 26. december.

Det viser tal fra Statens Serum Institut, skriver flere medier. For mens positivprocenten blandt de testede vuggestueansatte var 7,47 procent, 5,87 procent for børnehaveansatte og 6,87 procent for ansatte i en integreret institution, var den for sundhedspersonalet 2,32 procent.

Og det vækker bekymring blandt landets pædagoger.

- Det bekymrer os selvfølgelig, i forhold til om smitten spreder sig så meget, at der ikke er pædagoger nok til det antal børn, der er indskrevet i institutionen og har brug for at være der, siger Birgitte Conradsen, der er næstformand i BUPL, til TV 2.

Pædagogernes fagforening ønsker derfor, at de institutionerne får mulighed for såkaldt dimensionering. Det vil sige, at den enkelte institution kan sende børn hjem ved smitte, så antallet af børn tilpasses antallet af pædagoger på arbejde.

Det afviser børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der dog understreger, at hun forstår pædagogernes bekymring.

- Hvis tingene forandrer sig hen over de kommende måneder, må vi jo kigge på det. Men som det er nu, er det en restriktion, der ikke er behov for, når vi spørger sundhedsmyndighederne, siger ministeren til TV 2.

Overrasker ikke overlæge

Professor Lars Østergaard, der er ledende overlæge på Afdeling for Infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital, er ikke overrasket over de høje smittetal blandt pædagoger. 

- Jeg synes ikke, at tallene er overraskende, set ud fra det faktum at børn og unge er ofte smittede i øjeblikket, og hvis man arbejder med den gruppe, så er risikoen større for at blive smittet, siger han til DR.

Når man ser på tallene fra Statens Serum Institut er det også vigtigt at bemærke, at andelen af revaccinerede er højere hos eksempelvis hospitalsansatte, hvor 73,97 procent har fået tredje stik, end hos eksempelvis børnehavepædagogerne, hvor kun 38,79 procent har fået tredje vaccinedosis.