20210108-190750-6-1920x1280we__1_
En fuldtidsbeskæftiget i den private sektor havde i 2019 i gennemsnit 6,9 dages fravær som følge af egen sygdom. I det offentlige er tallet meget højere. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Offentligt ansatte er syge for over tre milliarder kr. mere end privatansatte

20. maj 2021 07.47
Sygefravær i det offentlige koster milliarder mere end i det private, viser ny analyse.

Det er dyrt, når pædagoger, sosuer og andre offentligt ansatte melder sig syge.

I 2019 kostede sygefraværet i det offentlige 3,1 milliarder kroner mere end sygefraværet blandt privatansatte i samme jobfunktion.

Det viser en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening, skriver Berlingske.

LÆS OGSÅ: Trods massiv underbetaling og voldsomt arbejdsmiljø: Flere kommuner holder fast i Nemlig-selskab

Pernille Knudsen, der er viceadministrerende direktør i DA, mener, at det offentlige har meget at lære af det private.

- Det, der er så svært, er, at det er en håndholdt ledelsesindsats, der skal til. Man kan ikke beskrive i en sætning, hvad der skal gøres. Alle ledere er nødt til at forholde sig til temaet sygefravær og have fokus på forebyggelse og fastholdelse. Det er noget med at have nogle mål og nogle indsatser, arbejdsmiljø og en tydelig ledelse, siger hun til Berlingske.

I analysen har Dansk Arbejdsgiverforening taget udgangspunkt i offentligt og privatansatte i samme jobfunktioner. En fuldtidsbeskæftiget i den private sektor havde i 2019 i gennemsnit 6,9 dages fravær som følge af egen sygdom. I kommunerne var fraværet i gennemsnit 13,2 dage, mens det i regioner og på statens område var på henholdsvis 12,1 dage og 7,6 dage pr. fuldtidsbeskæftiget.

Pernille Knudsen afviser, at der er grundlæggende forskelle på arbejdet i det offentlige og det private. I stedet peger hun på, at det er incitamentet til at gøre noget ved det høje sygefravær, den er gal med. Der er mange penge at spare, og derfor er de private arbejdsgivere mere tilbøjelige til at gøre noget ved det, lyder argumentet.