Aktivist i Jobpatruljen: Tag unges arbejdsmiljø alvorligt!

22. jul, 19:51

HVIS DER ER én begivenhed, som jeg især havde glædet mig til denne sommer, udover de festivaller som desværre blev aflyst, var det Jobpatruljen. Hvert år deltager fagligt aktive unge i Jobpatruljen. En indsats løftet af fagbevægelsen, der har til formål at styrke unge fritidsjobberes ansættelsesvilkår. Dette gøres ved at oplyse de unge om deres rettigheder og ved at lave arbejdspladsbesøg i hele Danmark. Her er en lille reportage om min kampagneoplevelse i år.

LÆS OGSÅ: Mere end hver tiende ungarbejder får fysiske mén

Fritidsjobbet er det første sted man kommer i kontakt med arbejdsmarkedet. Her lærer børn og unge at stå på egne ben. Derfor er det vigtigt at de unge arbejder under ordentlige og retfærdige vilkår, som indebærer en ordentlig løn og at de gældende arbejdsmarkedslovgivning bliver overholdt. Når vi er ude og lave arbejdspladsbesøg, bliver vi ofte mødt af opbakning fra lokale og arbejdsgivere, som finder det godt, at de unge bliver oplyst om deres rettigheder.

DET ER DOG ikke alle arbejdsgivere, der var lige modtagelige for vores arbejde. Imens vi var ude at køre, oplevede en faglig kammerat og jeg en arbejdsgiver, som tøvende gav os lov til at snakke med de ansatte fritidsjobbere. Først skældte chefen os ud for at udføre vores arbejde. Dertil påstod chefen, at 'alle jo kendte til deres rettigheder', og vi dermed også spildte vores tid ved at stille spørgsmål til de fritidsjobbere 'som jo ikke forstår hvorfor vi var her'.

Dog fik vi stadig lov til at snakke med ungarbejderne, men siden episoden var chefens påstand brændt fast i min bevidsthed. Mistænkeliggjorde vi uskyldige ledere i vores færd, for at løbe et ærinde for den stygge fagbevægelse?

JEG PRØVEDE AT huske tilbage på min første oplevelser på arbejdsmarkedet. Da min mor og jeg hjalp min søster på hendes avisrute, var det mit første indtryk af, hvad det ville sige at 'gå på arbejde'. Der var der ingen snak om 'retfærdige' arbejdsvilkår. Det ville det sige, at man at man udførte en befaling, man derefter fik betaling for.

Vores arbejdsmarked har udviklet sig de sidste 100 år, og der er særlige regler, der skal gøre arbejdsmarkedet trygt for unge. Vi har fået retten til løn under sygdom og fx. løfteregler. Derfor skal man ikke bare lære 'at gå på arbejde', men at gå på arbejde retfærdigt. Der er en opgave, som skal tages meget alvorligt. Når de unge møder os, har de fleste tillid til, at vi lytter.

De unge, som vi mødte i den omtalte butik, var glade for vores besøg og fortalte med stor interesse om deres arbejdsforhold. Der var ingen store problemer i den butik, vi var i. Men de syntes, det var godt, at vi satte fokus på deres ansættelsesforhold. De er ikke de eneste. Som produkt og resultat af jobpatruljens arbejde, bliver der hvert år produceret en evaluering . De er ikke altid positive. I evalueringsrapporten for 2019 talte aktivister alt i alt med 3.260 unge, hvor man konkluderede at 84,3 pct. af de adspurgte fandt deres ansættelsesforhold problematiske.

SELVOM DER IKKE er kommet en evalueringsrapport for 2020 endnu, kan det berettes, at vi samlet set har snakket med over 1.500 ungarbejdere. Der har været historier om unge, hvis arbejdsforhold stadig var problematiske. Blandt andet er der mangel på pauser, og løftereglerne bliver heller ikke overholdt.

Der er derfor stadig meget at kæmpe for endnu, men kampen kan kun vindes, hvis vi får gjort opmærksom på, at unge skal lære, at det er muligt, at man sagtens kan gå retfærdigt på arbejde.