20210108-190750-6-1920x1280we__2_
En forklaring på det store sygefravær blandt unge ansatte kan være, at mange unge døjer med psykiske problemer. Det gælder særligt unge kvinder, som er den gruppe, der udgør størstedelen af nyansatte på ældre- og børneområdet. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Voldsomt boom i unge ansattes sygefravær:
- Det skriger på handling

7. sep. 2021 08.13
På få år er sygefraværet blandt unge under 30 år steget voldsomt, især blandt sosu-ansatte og pædagogiske medarbejdere. Årsagen kan ifølge en forsker være, at det er en generation, der mistrives.

Sygefraværet stiger i kommunerne, og det skyldes især, at unge ansatte melder sig syge i større omfang end tidligere. Det skriver Fagbladet FOA.

Værst står det til på social- og sundhedsområdet, hvor sygefraværet blandt de ansatte under 30 år er skudt i vejret med næsten 14 procent i årene 2017-2019.

Stigningen er så voldsom, at de unge social- og sundhedsansattes fravær nu har overhalet alle de øvrige aldersgrupper i faggruppen, og i 2019 var de sygemeldte 18 dage pr. fuldtidsansat. Men også inden for det pædagogiske område er de unge mere syge end tidligere – og mere end de unge i gennemsnit.

LÆS OGSÅ: Firma erkender nu, at der blev fusket med asbestprøve: - Det er fuldstændig utilgiveligt

Udviklingen fremgår af en undersøgelse fra Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenhed, som alene drejer sig om kommunerne, men tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL) viser, at også regionerne oplever stigende sygefravær blandt de unge.

Ifølge Anne Illemann Christensen, der er forskningschef ved Statens Institut for Folkesundhed, SDU, og en af forskerne bag Den Nationale Sundhedsprofil, der senest udkom i 2017, kan en forklaring være, at mange unge døjer med psykiske problemer. Det gælder særligt unge kvinder, som er den gruppe, der udgør størstedelen af nyansatte på ældre- og børneområdet.

- Den Nationale Sundhedsprofil påviste en udvikling, hvor unge på flere områder mistrives. Jeg er ikke overrasket over, at den mistrivsel også kommer til udtryk som øget sygefravær i aldersgruppen. Den sammenhæng ser vi også i andre undersøgelser, siger hun.

Maria Melchiorsen, der er forbundssekretær i FOA, finder udviklingen alarmerende. Hun ser den som et udtryk for, at arbejdsmiljøet er for råt, og at det i særlig grad rammer de unge.

- Højere sygefravær blandt de unge er et kæmpeproblem. Det er jo dem, vi skal bygge fremtiden på, så problemet skriger på handling. Travlhed på arbejdspladserne gør, at de unge mangler mentorer, støtte og introduktion til deres arbejde. De føler sig måske ikke klædt på til opgaverne og hverdagen rummer ikke tid til, at de får talt med nogen om deres oplevelser. Det bliver man syg af, og så trækker man måske hurtigt stikket, for eksempel med hovedpine, siger hun.

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har sat gang i et projekt om unges sygefravær, der afsluttes i 2023.

- Vi ved endnu meget lidt om unges sygefravær, men det er præget af kortvarigt fravær under syv dage. Flere studier peger på, at risikofaktorer i det psykosociale arbejdsmiljø som for eksempel følelsesmæssige krav i arbejdet hænger sammen med sygefravær. Vi undersøger nu, om disse sammenhænge også gælder for de unge, siger Jeppe Karl Sørensen, der er ph.d.-studerende ved NFA.

Fagbladet FOA har bedt Kommunernes Landsforening (KL) om en kommentar til unge ansattes stigende sygefravær. KL har dog kun ønsket at udtale sig generelt og overordnet om sygefravær.